Bagning som en finere ballet
Ovnen blev klargjort på samme måde, som da vi bagte Panettone. Bagestenen kom ind, isterningerne stod klar til at skabe damp, og temperaturen blev skruet helt i top.
Jeg sørgede for, at ovnen var rygende varm (noget jeg tror, jeg fejlede med under min Panettone). Så selv efter at ovnen dyttede for at indikere, at den havde nået temperaturen, ventede jeg næsten 20 minutter mere. Derefter gav jeg brødet et sidste pift vand med forstøveren, snittede det tre gange på tværs af toppen og handlede hurtigt – i et øjeblik, hvor man ville ønske, man havde mere end to hænder:
Åbn ovndøren, skub bagepladen med brødet ind oven på den varme sten, kast isterningerne i bunden og luk døren i en fart. Jeg lavede en lille sejrsdans i køkkenet, da jeg hørte det syde og dampe derinde. Det er som en sand bageballet, venner. Øvelse gør, at man bliver mere koordineret, end man selv tror.
Mit brød opførte sig præcis, som det skulle i den varme ovn, og efter 45 minutter ramte det den helt rette kernetemperatur.
Dommen: Sandhedens time
Ud kom det og over på bageristen for at køle af. Jeg var så spændt på det her brød – især fordi hele huset de sidste 10 minutter af bagetiden havde duftet af nybagt brød. Hvis jeg lukkede øjnene, kunne jeg næsten transportere mig selv tilbage til dengang, jeg boede i Italien og gik forbi det lokale bageri tidligt om morgenen, hvor duften af friske kager og brød fyldte luften.
Jeg ventede ikke de anbefalede to timers hviletid. Jeg skar i det allerede efter 20 minutter.
And… and… jeg blev overhovedet ikke imponeret.
Hvad skete der lige dér?
Jeg tog en bid mere, og det var det samme. Ingenting. Det havde en dejlig sprød tekstur (tak til valnødderne!), og det var tæt indeni, men det havde jeg også forventet af et rugbrød. Men det var smagløst – nærmest som om det manglede en smule sukker? Abrikoserne og rosinerne var slet ikke nok til at bære den søde note igennem.
Jeg ville gerne give det en chance til, og da jeg havde noget gedeost i køleskabet, prøvede jeg en skive med ost og et lille dryp honning. Det hjalp en smule – men der var stadig en eftersmag, som jeg bare ikke kunne se bort fra.
Min mand, Lars, kunne godt lide det, men indrømmede, at han heller ikke var blæst bagover.
Så desværre fik dette brød en tommelfinger nedad i bogen – beklager, Mette.
