Da jeg mødte hende på hendes kontor, smilede hun varmt. “Din bedstefar var en utrolig flittig og disciplineret mand,” sagde hun. “Han har i mange år lagt penge til side i en uddannelsesfond til dig.”
Det gik op for mig, at bedstefar ikke bare havde levet enkelt for sjov. Han havde valgt at spare på de små ting i hverdagen for at bygge min fremtid op. Hver gang han havde sagt nej til noget ekstra, havde han i virkeligheden sagt ja til min uddannelse.
Fru Reynolds rakte mig en konvolut. Indeni var et brev skrevet med bedstefars velkendte håndskrift:
“Kære Lila. Hvis du læser dette, betyder det, at du nu er klar til at tage det næste skridt i dit liv. Jeg ved, at jeg sagde nej til mange ting undervejs, men det var for at sikre, at du kunne forfølge din drøm om at hjælpe andre. Der er nu midler nok til dine studier og til at give dig en god start på voksenlivet. Jeg er så stolt af dig.”
Jeg blev utrolig rørt. Det, jeg engang troede var mangel på midler, viste sig at være den største kærlighedserklæring.
I løbet af den næste uge søgte jeg ind på drømmestudiet, og kort efter fik jeg mit optagelsesbrev. Den aften kiggede jeg op mod stjernerne og sendte en kærlig tanke til min bedstefar. “Jeg gør det, bedstefar,” hviskede jeg. “Jeg vil gøre dig stolt.”
Jeg lærte, at de største ofre ofte er dem, der bliver bragt i det stille, og jeg var fast besluttet på at skabe et liv, der var værdig til hans store indsats.
