Efter en levetid sammen troede jeg, at jeg kendte alt om min mand… indtil en lille nøgle ændrede alt.
Jeg er 85 nu.
Og jeg har kendt Martin, så længe jeg kan huske.
Som børn sang vi i kirkekoret. Jeg sad altid i siden i min kørestol og ventede på min tur. Jeg var vant til blikke… vant til at være “anderledes”.
Men så en dag kom Martin.
Han så direkte på mig, smilede og sagde bare:
“Synger du også?”
Ingen tøven. Ingen medlidenhed.
Bare… normalt.
Og sådan begyndte det hele.
Vi blev hurtigt uadskillelige. Han skubbede min stol uden at spørge, drillede mig om musikken, sad altid ved siden af mig – selv når der var masser af andre pladser.
Og et sted mellem latter og lange samtaler blev vi forelskede.
Da vi var 20, friede han:
“Jeg vil ikke leve mit liv uden dig.”
Jeg sagde ja uden at tænke.
Vi byggede et liv sammen. Et hjem fyldt med liv. To børn. Børnebørn. Minder i hvert hjørne.
Når man deler så mange år med nogen… bliver de en del af én selv.
Og så… en dag er de væk.
Martin døde sidste vinter.
Jeg sad ved hans side og holdt hans hånd. Jeg ville sige noget smukt, noget vigtigt…
Men alt jeg fik frem var:
“Jeg er her.”
Og så var han ikke længere.
